Gå til hovedindhold

Hyldager Bakker er klar til natur- og fritidsliv i Albertslund Kommune

Efter i årevis at have været en omfattende byggeplads er området nu åbent for alle - nu også de nordlige bakker. I starten af februar forlader de sidste store gravemaskiner byggepladsen, og hegnene bliver fjernet

Indhold

    Vi har fået et nyt landskab med høje bakker, sammenhængende stisystemer og over 10.000 nyplantede træer og buske. Nu skal denne menneskeskabte natur gro til og forhåbentlig danne rammen om et aktivt fritidsliv og gode naturoplevelser.

    Der er fortsat arbejde, der skal udføres. For eksempel er alle beplantninger indhegnet, så områdets mange dådyr, kaniner m.m. ikke spiser planterne, før de har etableret sig. Disse hegn vil blive fjernet inden for en årrække, og der skal også etableres dyrefolde m.m. i den nordlige del af området.

    Klimaforandringer har spillet en stor rolle i tilblivelsen af Hyldager Bakker. Vi har oplevet anlægsarbejder under ekstreme vejrforhold med rekorder inden for kulde, tørke og regnmængder. Især regnen har været en udfordring, blandt andet fordi jorden i bakkerne endnu ikke opfører sig som normal jord. Jorden er stadig i en udviklingsproces, hvor orme, insektliv og rodsystemer skal bidrage til jordens struktur og gøre bakkerne bedre til at håndtere voldsomme regnskyl og våde perioder.

    Vi plejer og tilpasser Hyldager Bakker i takt med, at vi lærer vores nye landskab bedre at kende – og ser det vokse fra byggeplads til ’vild natur’. 

    Udover at være et nyt stort naturlandskab, reducerer Hyldager Bakker også for støj for en masse borgere i Albertslund – og skaber samtidig rammer, som gør det muligt at bygge boliger på Hyldagergrunden, hvor der før lå en skole – tæt på Dyregården, i udkanten af Vridsløselille Landsby og med de nye bakker som kulisse.