Hyldager Bakker syd
Hyldager Bakker Syd er et kuperet naturområde med spændende muligheder for både friluftsliv og biodiversitet. Her finder du et anlagt mountainbikespor, der inviterer til aktiv motion i naturen. Du finder også den populære legeplads Isfuglen, hvor børn kan lege og udforske, samt et udkigspunkt med flot panoramaudsigt over landskabet.
Hyldager Bakker, syd - udsætning af dyr (køer og geder)
Som led i den fremtidige drift af Hyldager Bakker Syd har Albertslund Kommune besluttet, at området skal plejes med gallowaykvæg og geder. Beslutningen er truffet i forbindelse med budgetudvidelsen for 2025 og har til formål at fremme naturpleje og øge biodiversiteten i området.
Ved at lade robuste dyr som gallowaykvæg og geder græsse på arealerne, skabes der varierede naturtyper med lysåbne områder, som giver bedre levevilkår for vilde planter, insekter og fugle. Denne form for ekstensiv naturpleje er en vigtig metode til at bevare og udvikle værdifulde levesteder i bynære naturområder.
Hyldager Bakker Syd er præget af et kuperet og til tider stejlt terræn, som gør det vanskeligt at drifte med traditionelle maskiner. Her kommer dyrene os til hjælp: deres græsning bidrager ikke alene til naturpleje, men gør det også muligt at vedligeholde områder, som ellers ville være utilgængelige.
Borgerinddragelse – niveau 2 på deltagelsestrappen
Projektet er forankret i kommunens ambition om at styrke både naturkvalitet og borgerinddragelse. Det er besluttet, at projektet skal gennemføres på niveau 2 på deltagelsestrappen, hvilket betyder, at borgerne bliver informeret og hørt undervejs i processen. Deltagelsestrappen er et redskab, kommunen bruger til at fastlægge graden af borgerinddragelse i projekter, og niveau 2 indebærer, at borgernes input kan påvirke, hvordan projektet konkret udformes og gennemføres.
Tak for et godt borgermøde om Hyldager Bakker Syd
Onsdag den 19. november kl 15.30 2025 afholdt Albertslund Kommune et åbent borgermøde ved Hyldager Bakker Syd. Vi takker alle fremmødte for en god dialog og mange relevante spørgsmål om den kommende naturpleje med køer og geder i området. Formålet med projektet er at drifte Hyldager Bakker syd med en økonomiske god løsning, som græsning med dyr, som også skaber en mere varieret og artsrig natur.
Herunder finder du svar på nogle af de spørgsmål, der blev stillet til borgermødet:
1. Er MTB-spor inde i indhegningen?
Ja, mountainbikesporet vil fortsat være tilgængeligt, og der opsættes låger ved alle stier ind til området – 9 låger i den sydlige hegning og 2 i den nordlige hegning. To af lågerne bliver lavet så alle kan bruge dem, også med kørestol, så området er tilgængeligt for alle.
2. Vil man forbyde fodring?
Ja, det bliver forbudt at fodre dyrene. Dyrene er der for naturpleje og skal ikke vænne sig til mennesker, da det kan ændre deres adfærd og skabe afhængighed. Fodring tilfører desuden ekstra næring til arealet, hvilket kan forstyrre den naturlige vegetation og formålet med græsningen. Mest af alt skaber fodring konflikter – både mellem dyr og mennesker og mellem dyrene indbyrdes – fordi det tiltrækker dem til bestemte steder og kan føre til stress og skader.
3. Geder er hårde ved beplantningen – hvad sker der med den eksisterende beplantning?
Gederne vil ikke få adgang til de plantede træer og buske. De vil fortsat være hegnet fra, så dyrene ikke kan nå dem. Hegnet omkring beplantningen fjernes først, når træer og buske er robuste nok til at modstå bid fra dyrene. Gederne har en vigtig rolle i naturplejen, da de spiser andre planter end køerne og hjælper med at skabe variation i planterne i området, bl.a. spiser de agertidsler, som har overtaget store dele af vegetationen i dag.
4. Får dyrene læskure?
Ja, der etableres to læskure, bygget i naturlige materialer, så de falder ind i landskabet. Derudover etableres frostfrie drikkekopper i begge hegninger, så dyrene har adgang til vand året rundt.
5. Kommer der færiste?
Der opsættes ingen færiste
6. Skal dyrene have unger?
Nej, ingen dyr kommer til at få unger på arealet. Dyrene, der sættes ud, er voksne individer, og projektet er planlagt uden reproduktion.
7. Bliver det rewilding?
Nej, det er ikke rewilding i klassisk forstand. Det er kontrolleret naturpleje med dyr, som er af hårdføre racer. Dyrene bliver ikke fodret på arealet, og de bliver taget hjem, når der ikke er mere naturlig føde at finde. Dyrenes huld-score tjekket, og der er løbende opsyn for at sikre dyrevelfærd.
8. Bliver det et dilemma at have MTB-spor og dyr?
Der kan være udfordringer, men erfaringer fra andre kommuner viser, at det fungerer fint med god skiltning og hensyn. Vi vil sætte ind med god formidling om den ændrede adgang til arealet, og at dyrene kan befinde sig på sporene.
9. Hvorfor ikke heste?
Vi har ikke valgt at sætte heste ud, da vi har Toftegården i kommunen, og vi er bekymrede for, at borgerne vil opfatte naturplejehestene som rideheste eller kæledyr – hvilket de bestemt ikke ville være på dette areal. Vi sætter Galloway kvæg og geder ud.
10. Hvilken type hegn bliver der sat op?
Der bliver sat et dyrehegn op, med to el-tråde på indersiden. Så sikre vi at gederne ikke bryder ud.
11. Kan der komme ”stenter” hvor man kan komme over hegnet?
Der planlægges ikke at have stener, men 11 låger, hvor to af dem er låger kan åbnes begge veje, og sikre tilgængelighed for alle borgere.
12. Hvordan bliver vi informeret om projektet?
Information kommer via kommunens hjemmeside, sociale medier og Albertslund Posten. Der kommer også et kort over området online.
13. Kan man have hund med ind i indhegningen?
Ja, men kun i snor for at undgå stress for dyrene. Det er vigtigt, at dyrene ikke forstyrres af hunde, da det kan skabe utryghed og stress hos græsningsdyrene. Hvis vi observerer løse hunde i hegningen, vil vi revurdere, om det fortsat skal være tilladt at tage hund med i snor.
14. Kan man tage madpakker med ind i indhegningen?
Ja, man må gerne tage madpakker med ind, men dyrene må ikke fodres med den medbragte mad. Husk også at tage affald med hjem.
15. Hvordan vil indhegningen påvirke de vilde dyr i området?
Hegnet som bliver sat op er ikke en forhindring for de vilde dyr, f.eks. springer rådyr nemt over hegnet.
16. Kan man fritage borde/bænke i den ”lave” afdeling?
Forvaltningen arbejder på at fritage et mindre område med bord/bænkesæt, så det ikke indgår i hegningen. Men dette bliver mulighedens kunst, så vi kan ikke love noget.