Det første læs jord kørt til Hyldager Bakker

Mandag den 16. september blev det første læs jord kørt til natur- og landskabsprojektet Hyldager Bakker. En milepæl i Albertslunds historie kalder borgmester Steen Christiansen det. Hyldager Bakker opføres, så borgerne i byen oplever mindre støj, får mere natur - og et nyt boligområde kan se dagens lys.


Det første læs jord kørt til Hyldager Bakker - Albertslund Kommune

3 mio. tons jord vil over de næste 3-4 år blive kørt til Hyldager Bakker. De første tons blev læsset af mandag den 16. september på den sydlige del af det, der om nogle år vil stå som et nyt bakkelandskab i byen. Borgmester Steen Christiansen sætter de her ord på:

”Det her er en ny milepæl i Albertslunds historie. Med Hyldager Bakker får vi et nyt grønt og rekreativt område, som alle får gavn af. Samtidig vil bakkerne støjdæmpe og dermed bidrage til bedre sundhed for borgerne i 1200 eksisterende boliger. Og så giver de mulighed for at bygge 200 nye boliger, så vi kan få nyt liv på den grund, hvor Hyldager Skolen tidligere lå.”

Jord fra letbanebyggeriet
En stor del af jorden kommer fra etableringen af letbanen. På den måde er der tale om to store byudviklingsprojekter, der hjælper hinanden. Steen Christiansen siger:

”Med etableringen af Hyldager Bakker hjælper vi også letbanen på vej. Den jord, som kommer fra byggeprojektet med letbanen langs Ring 3, bliver nemlig kørt til Hyldager Bakker her. Det er på den måde en win-win situation med to udviklingsprojekter, som kommer til at gavne Albertslund i fremtiden.”

Jorden til Hyldager Bakker kommer udover letbanen mange steder fra – bl.a. også fra Coops byggeri på Læhegnet. Ønsker du at komme af med jord eller læse om kriterierne for jordleverancer, kan du læse mere her på siden (link)  

Hyldager Bakker forventes færdig i 2023. Men inden da vil dele af bakkelandskabet kunne benyttes – og etableringen af nye boliger begynde.

Du kan følge med i processen her på siden.